Annonce
Byliv

20-årige Novas store talent begyndte som et tilflugtssted: Det vil altid sidde i kroppen på mig

Nova Hansen har et særligt talent, der har bragt hende frem i dit tv i bedste sendetid. Men hendes talent rummer også en hård historie. Foto: Pernille Nordstrøm
Det krævede ikke mange minutters kig på tv-skærmen at få øje på det åbenlyse talent hos den kun 20-årige Nova Hansen fra Sydhavnen. Trods minimal erfaring, har hun imponeret både dommere og de kendte modeller med sine fine portrætter. Nu er hun klar til semifinalen, og den store anerkendelse har givet Nova mod på mere.

Nova Hansen havde aldrig malet en levende model, før hun for rullende kameraer skulle prøve kræfter med et portræt af skuespiller Anette Støvelbæk. Men man må sige, at den talentfulde pige fra Sydhavnen fik en flyvende start.

Som den yngste deltager i det stærke felt på otte deltagere brændte hun igennem skærmen med sit skønne smil og en umiddelbar naturlighed.

- Jeg prøvede bare at være den bedste udgave af mig selv. Men det var da vildt overvældende at skulle stå og male midt i en tv-produktion. Heldigvis forsvinder jeg lidt ind i en anden verden, når jeg maler. Man kan ikke stå med hjertet oppe i halsen i fire pressede timer, så man må bare tro på, at det nok skal blive godt, siger Nova Hansen.

Annonce

Og første værk blev mere end godt. Ud af fire mulige valgte Anette Støvelbæk Novas billede, og dommerne udnævnte Nova som ugens bedste deltager.

Det er sådan min historie er. Jeg vil gerne sige det højt for at aftabuisere alkoholisme, så andre, der sidder midt i det, ikke føler skyld og skam og kan få hjælp.

Nova Hansen

Nova Hansen er opvokset i Sydhavnen, og bor her stadig i en dele-lejlighed med veninden Emilie. Hun var godt i gang med at læse til pædagog, da hun en dag blev kontaktet af en caster fra tv-programmet:

- Jeg havde lagt nogle få ting op på min tegne-instagram-profil. De var åbenbart blevet set af casteren, der opfordrede mig til at sende nogle billeder ind til programmet. Det tog jeg som et stort cadeau, fortæller Nova, der kort efter blev valgt til at dyste i DR1-programmet, der samler over en halv million seere hver uge.

De svære udfordringer

Selv om det ser legende let ud, når Nova svinger penslerne på tv, så lægger hun ikke skjul på, at det afsnit efter afsnit har været lidt op ad bakke, når hun skulle indfri de kreative ”benspænd”, som dommerne lægger ind undervejs:

– I program to var jeg meget mere nervøs, for nu havde jeg pludselig forventninger til mig selv om at leve op til den gode start, husker Nova Hansen.

Og det blev svært, for udfordringen her var at male et portræt, hvor det også var fokus på omgivelserne. Og med cykel-ikonet Brian Holm placeret midt i Teknisk Museums hal fuld af biler og fly, var der pres på:

- Portrætligheden var ikke noget problem, men omgivelserne...! Det er jeg ikke vant til. Klipperne har været flinke og undladt at vise, hvor meget krise jeg faktisk havde og min kamp med at få reddet det hjem, husker Nova.

Ikke desto mindre var det netop Novas portræt, som Brian Holm valgte at tage med sig hjem.

Endnu sværere blev det ugen efter, hvor opgaven lød på et dobbeltportræt af Iben Hjejle og Signe Lindkvist fra podcasten Sitter.

– Det var svært at skulle vise resultatet frem efter de fire timer, når jeg var ikke tilfreds. For jeg følte ikke, jeg fik fanget energien imellem dem.

Men selv om Iben og Signe i programmet valgte et andet billede, købte Signe Lindkvist efterfølgende Novas portræt til sig selv. Og det betød meget for Nova:

- Signe var klart den sjoveste for mig at møde, fordi hun er Signe, som jeg kendte fra børnene-tv igennem hele min barndom. Signe sagde, at hun kunne se både sin mor, sig selv og sin datter i mit portræt, og det synes jeg bare var et rigtig dejligt kompliment at få, fortæller Nova Hansen.

Annonce

Maleriet som tilflugtssted

Nova har malet, siden hun var lille. Hun så på sin far, når han arbejde som illustrator derhjemme og tog ubevidst ind, hvordan han gjorde. Men udover en tur på kreativ efterskole er hun ikke blevet skolet i at male. Det har givet hende en ret intuitiv tilgang til at male, og derfor har Nova heller ikke nogen ”opskrift” på det gode portræt:

– Jeg går op i at male hele personen og ikke bare deres udseende. Men jeg ved ikke, hvad jeg gør. Jeg maler bare.., smiler Nova og uddyber:

- Man kan sige, at jeg maler min fortolkning af det, jeg møder i deres nærvær.

Men historien om Novas talent for at male handler ikke bare om en dygtig pige, der øvede sig og blev god. Det handler også om en sårbar teenage-pige, der flygtede ind i maleriet, når virkeligheden blev svær at holde ud.

– Min far havde et skjult alkohol-misbrug, som ikke rigtig blev erkendt. Det påvirkede familiedynamikken, og jeg blev ikke rigtig hørt, når jeg sagde, at der var noget galt. Så jeg troede, det var mig, der var noget galt med, siger Nova Hansen.

Nova Hansen havde aldrig malet en levende model, før hun kom med i programmet Danmarks Bedste Portrætmaler. Foto: Pernille Nordstrøm

-Så jeg brugte helt klart det at male som et tilflugtssted, hvor man kan glemme alt omkring sig. Selvom den kreative proces også kan være et helvede, så er det maleriet, der er frustrerende og ikke “det andet”, forklarer Nova.

Nova valgte selv at tage den del af sin historie med i programmet.

- Det er sådan min historie er. Jeg vil gerne sige det højt for at aftabuisere alkoholisme, så andre, der sidder midt i det, ikke føler skyld og skam og kan få hjælp. Alkoholisme er en sygdom, det er ikke nogens skyld, siger Nova, der selv har fået hjælp af en psykolog.

- Det vil altid sidde i kroppen og være en del af den måde, jeg ser verden på godt og ondt, fortæller hun og uddyber, hvordan hun har valgt at se noget positivt i de svære erfaringer, hun har fået med sig:

- Det har måske givet mig en bedre evne til at tune ind på følelser og stemninger og fornemme, hvor andre mennesker er. Og det bruger jeg også til at lægge følelser over i maleriet, siger Nova Hansen.

Hun har efter omstændighederne et godt forhold til sin far:

– Han hepper på mig hver tirsdag og sender søde sms’er, når han har set programmet, siger hun.

Annonce

Rivende udvikling

De mange ugers tv-produktion har næsten været som at få en uddannelse for rullende kameraer. Nye udfordringer og materialer krævede intensive forberedelser. Og så skulle Nova også vænne sig til at blive bedømt:

– Det har været så lærerigt, men jeg er også ret bevidst om, at jeg nødt til at være tro mod mig selv og holde fast i min egen stil. Jeg skal ikke male for modellernes eller seernes skyld. Eller male det, jeg tror dommerne gerne vil have. Så bliver det usandt, forklarer Nova.

Novas succes i programmet har allerede fået stor betydning for hende. For selvfølgelig giver det noget selvtillid, at de professionelle dommere gang på gang anerkender ens talent:

Nova Hansen har taget Drs store pogramsatsning Danmarks Bedste Portrætmaler med storm. Foto: Pernille Nordstrøm

- Jeg stoler i hvert fald mere på mig selv nu, og det er da klar et skub i ryggen, at nogen siger ‘Gør nu noget ved det...!”. Så selvfølgelig er jeg stolt af det, jeg har opnået, men processen er stadigvæk lige så svær, hver gang man står foran det tomme lærred. Jeg er virkelig min egen værste kritiker, og jeg er stadig ny og føler, at jeg har meget at lære.

Derfor har Nova Hansen også besluttet at følge drømmen om at udvikle sig som kunstner:

- Jeg vil gerne prøve arbejde videre med det her. Så jeg har lige sagt farvel til pædagogstudiet for at give mere plads til kunsten. Jeg har lyst til at åbne nogle nye døre og søger ind på kunstakademiet til vinter. Så må vi se, om det er noget for mig, fortæller Nova.

Mon ikke Sydhavnen berømte lokalpatriotisme bobler livligt, mens vi venter på at se, hvor langt Nova kommer? Se med når semifinalen i Danmarks bedste portrætmaler sendes på DR1 på tirsdag kl 20.00.

Annonce
Debat

Politiske slogans er én ting - ghettopakker og byggeri på fredet grund noget andet

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Byliv

Ny badezone på vej: - Vi er glade for alt der er med til at skabe liv og samhørighed her

Samfund

Skideballe til politikere om problemfyldt plads: - I har klattet pengene væk, men ingenting er løst

Samfund

Stjerneadvokat hyrede sig selv for skattekroner - men borgmester kan ikke svare på, om hun synes, det er okay

Kultur

Kevin var en vigtig del af Sydhavnen: Nu lever han videre i stor hyldest

Skattekroner

Stjerneadvokat afsløret i dobbeltrolle: 'Jeg kan ikke sige, at det er bevidst snyd. Men det er en mistanke, man kan få'

Byliv

Mikkel slår dørene op til Sydhavnens nye spisested: Jeg har aldrig oplevet så stor interesse

Samfund

Bente savner handicapvenlige badesteder: - Lav en badebro ved stranden og bedre trapper til havnebassinet

Navne

Rikke Rohr gjorde et dristigt arbejde for Sydhavnen uden at spørge om lov: Nu får hun flot anerkendelse

Politik

Vikingehær, hamp og kærlighed: Se hvem du kan stemme på til valget

Annonce