Det er et stykke tid siden, statuen af Anker Jørgensen på Anker Jørgensens Plads blev fjernet.
Faktisk har han ikke siddet og skuet ud over Sydhavnen, siden efteråret, hvor arbejdet med nedrivningen af den trappe, han sad på, indledtes.
Ikke desto mindre har SydhavnenLIV modtaget flere beskeder fra sydhavnere, der vil vide, hvor Anker Jørgensen bliver af - og på Facebook er folk bekymret for, om han overhovedet kommer tilbage.
Da Anker Jørgensen støbt i bronze blev placeret på Anker Jørgensens Plads tilbage i oktober 2019 skete det nemlig uden, at Københavns Kommune havde givet tilladelse til en permanent placering af Anker. Det kan folk huske, og det gør dem bekymret.
Gode nyheder
Dog blev der på bagkant givet tilladelse til en permanent opsætning af Anker Jørgensen i februar 2020, og teknik- og miljøforvaltningen oplyser da også til SydhavnenLIV, at Anker kommer tilbage.
- En ny placering af statuen på Anker Jørgensens Plads bliver afgjort, når nedrivningen af trappen er færdig, lyder det fra forvaltningen, som fortsætter:
- Forvaltningen har talt med projektejeren, og vi forventer at kunne opstille statuen igen medio juni i år, med forbehold for eventuel forsinkelse af nedrivningen.