Annonce
Byliv

Dyr arkitekttegnet trappe skal væk efter blot fem år: Jeg er dybt forarget

Thomas Villars (i midten), næstformand i boligafdelingen Frederiksholm Karré 4, sammen med beboerne Ulla Cornett og Julia Pedersen ved trappen på Anker Jørgensens Plads. Foto: Hanne Bjørton
Boligselskabet AKB København vil bruge en halv million på at fjerne en arkitekttegnet trappe og betonscene, som rager ud på Anker Jørgensens Plads. Naboer til pladsen og trappen undrer sig over, hvorfor den nogensinde blev bygget.

Der var fest ved Kvartershuset i september 2016. Huset var renoveret og havde fået ny multisal, et elevatortårn, og en ny, arkitekttegnet ståltrappe med tilhørende betonscene, der skulle skabe nyt liv og flere arrangementer på pladsen. 9,5 millioner havde Realdania og Københavns Kommune brugt på hele projektet.

Men her knap fem år senere har AKB Københavns organisationsbestyrelse besluttet at bruge en halv mio. kroner på at fjerne trappen og scenen igen. Det er AKB København, der ejer både bygning og trappe.

- Alle havde gode intentioner, men samlet set var den trappe en fejl, fordi den kom til at fylde for meget på pladsen, og derfor bliver den fjernet, siger næstformand i organisationsbestyrelsen, Mikkel Warming.

Annonce

Siden 2018, da Mozarts Plads blev spærret af til metrobyggeriet, har flere grupper brugere - også kaldet ølanemoner - indtaget Anker Jørgensens Plads, trappen og scenen. Beboerne har sympati for brugerne og deres svære, sociale situation, men slagsmål, druk, urinstank, hashsalg og larm har været til stor gene, fortæller Thomas Villars, der er beboer og næstformand i boligafdelingen Frederiksholm Karré 4.

- Klientellet indfandt sig hurtigt, og Kvartershusets mur blev urinal. Under trappen stod man og handlede hash, og der blev tømt øldåser op ad muren, så det var brunt og fedtet det hele, siger han.

Siden blev der sat et hegn op under trappen mellem huset og pladsen.

- Det betød bare, at man skubbede problemet to meter længere ud, siger Ulla Cornett, der på grund af pladsens konflikter for nylig er flyttet fra sin lejlighed ved pladsen.

De tætte naboer er glade for, at trappen nu skal fjernes.

- Men jeg er dybt forarget over, at jeg som lejer skal være med til at betale for at rive trappen ned. Og den blev sat op af Realdania og Københavns Kommune - det er da at skalte og valte med beboernes og skatteborgernes penge, siger Julia Pedersen, som bor tæt på pladsen.

Trappe fylder for meget

Mikkel Warming afviser, at de sociale problemer på Anker Jørgensens Plads er årsag til, at trappen nu skal fjernes.

- Nej, årsagen er, at den fylder og forhindrer, at der kan laves et fornuftigt liv på den plads, og det gjorde den også, før der blev lukket på Mozarts Plads. Trappen er simpelthen for stor til Anker Jørgensens Plads, og det her er en beslutning, der rækker 10 og 15 og 20 år frem, og vi er overbeviste om, at det er det rigtige at gøre på langt sigt, siger næstformanden og uddyber:

- Situationen på pladsen kender vi deprimerende godt, jeg bor selv i Sydhavnen i Karré 18. Vi har været med til at lave videoovervågning, vi har været med til at lave hegn ind mod beboerne, vi søgte TrygFonden om midler til en social vicevært, så vi vil gerne gøre noget i forhold til de sociale problemer på kommunens plads. Vi er helt opmærksomme på, at det er et af tungeste og hårdeste steder i byen i forhold til naboerne, og derfor vil vi gøre hvad vi kan. Men beslutningen er truffet i forhold til pladsens fremtid og fordi, at pladsen er for lille til så massiv en trappe, siger Mikkel Warming.

Annonce

Hvorfor ingen nabohøring

Fordi der er tale om en offentlig plads, forstår beboerne ikke, hvorfor der aldrig var nabohøring, før trappen blev bygget.

- Som jeg husker det var der ingen, der informerede beboerne eller bestyrelsen pr. brev. Vi hørte jo ting på vandrørene om, at Kvartershuset skulle renoveres. Da de gik i gang med trappen, fik det os til at fare i flint. Det er jo en offentlig plads og en del af vores fortovskant er en del af pladsen, siger Thomas Villars.

Under renoveringen blev der også etableret svalegange på Kvartershusets 1. og 2. etage.


Jeg er dybt forarget over, at jeg som lejer skal være med til at betale for at rive trappen ned

Julia Pedersen, beboer


- Lige pludselig var der direkte indsyn i lejlighederne over for - det var der heller ikke høring på. Når jeg tænker på, hvor sindssygt meget bureaukrati der var, da vi skulle have renoveret vores ejendom. Om altaner, der ikke måtte række for langt ud, om døre, der ikke måtte åbnes udad, siger Julia Pedersen.

Betonscenens fundament rager et stykke ned i jorden, så før den og trappen kan fjernes, skal Københavns Kommune først give tilladelse til at etablere byggeplads. Det har ikke været muligt at indhente svar fra Teknik- og miljøforvaltningen herom inden avisen deadline.

Det har heller ikke været muligt at nå at få svar på hvorfor trappen ikke var i nabohøring, før den blev bygget i 2016.

Nanna Drewes Brøndums statue af Anker Jørgensen, som sidder på betonscenen, er kommunens ejendom og skal blive på pladsen, men det er ikke besluttet, hvad Anker skal sidde på fremover.

Hvem ejer huset, trappen og pladsen?

Foreningen Frederiksholms Kvartershus (i daglig tale Kvartershuset) er en forening finansieret af flere AKB-boligafdelinger Sydhavnen. I huset har foreningens egne samt andre foreninger aktiviteter, som drives af brugerbestyrelser. Kvartershuset ledes af en bestyrelse bestående af beboere fra medlemsafdelingerne.

Selve bygningen er ejet af AKB København, som udlejer den til Foreningen Frederiksholms Kvartershus som erhvervslejemål.

I 2016 blev huset renoveret og fik en ny multisal, et elevatortårn til 2. sal samt en arkitekttegnet ståltrappe med betonplateau. Det var primært finansieret af Realdania (4 mio. kroner) og Københavns Kommune (5,5 mio. kroner).

Mens huset, trappen og betonscenen tilhører AKB København, er Anker Jørgensens Plads samt statuen af Anker Jørgensen kommunens ejendom.

Annonce
Det sker

Find din bedste historie frem: Vi bytter for noget koldt at drikke

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Byliv

Grim ulykke og katastrofal skolegang fik Jakob til at miste alt håb: I dag er han en, andre ser op til

Byens Bedste Liv

Det bugner med bagere i hovedstadens gader

Natur

Københavnerne vil hjælpe naturen i stort projekt – og du kan være med

Lokalhistorie

Tony mindes Sydhavnens mange vandrehistorier: Særligt dem om børnelokkere og blottere var skræmmende

Byliv

Gæster melder om problemer med menneskelort i populær park: Nu er det gået helt galt

Kultur

Gør dig klar til kæmpe fest: Lokal festival afslører hovednavn

Sydhavnen

Onsdagens coronatal: 1284 nye smittede - flest siden slutningen af maj

Samfund

Efter stort fald under corona: Nu er indbrudstyvene tilbage

Byliv

Sommerferie i Sydhavn: Jonas og Anna Luna tager byens børn ud i naturen

Annonce