Alle der har gået i skole har et forhold til de små farvede kartoner. Men på de københavnske skoler er den velkendte skolemælk snart fortid.
På et møde onsdag i børne- og ungeudvalget besluttede de, at skolemælken skal spares væk. Det oplyser Emil Sloth Andersen, medlem af udvalget for Radikale Venstre, til TV2 Lorry.
- Vi skulle jo finde et sted at spare, og når det går ud over klimaet, og børn bliver anbefalet et glas vand i stedet for mælk, så tænkte vi, at vi godt kan fjerne den med god samvittighed, siger han til TV2 Lorry
Københavns Kommune venter at kunne spare 1,5 millioner kroner om året ved at droppe skolemælken. Det er ellers forældrene selv, der betaler for den hvide drikkelse, men besparelsen bliver hentet ved, at man kan reducere skolernes budget til personalet, der bruger tid på at modtage, sortere og uddele mælken.
Hvornår skolemælken præcis bliver udfaset ligger endnu ikke fast. Sagen skal først behandles af økonomiudvalget, der skal endelig godkende beslutningen. Her er sagen på dagsordenen 14. juni.