Annonce
Genåbningsplan

Skolerne genåbner i morgen: Det skal du være opmærksom på

Onsdag vender eleverne tilbage til skolen. Men skoledagen bliver ikke helt normal. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Skolerne i hovedstaden genåbner onsdag. Herunder kan du få alle nødvendige informationer før genåbningen.

Det er uundgåeligt, at smitten vil stige, når skolerne genåbner. Sådan lød det fra Helene Probst - vicedirektør i Sundhedsstyrelsen - på pressemødet, hvor planerne for genåbningen af skolerne blev gennemgået.

Men trods det forventede stigende smittetal fastholder børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), at det er forsvarligt at genåbne skolerne.

- Lad mig starte med at slå fast, at det er sundhedsmæssigt forsvarligt. Ellers ville vi ikke gøre det, sagde hun.

Annonce

Helene Probst mener også, at prisen for at holde skolerne lukket er for store.

– Vi skal nok vænne os til, at corona er kommet for at blive. Det er en sygdom, vi må håndtere i skolerne og i børnenes hverdag. Vi må acceptere en vis smitte blandt børnene, for prisen for at undgå smtte er simpelthen for høj, sagde hun på pressemødet.

Frikvarterer med stamklasse

Her kom ministeren og myndighederne også med en række opfordringer til både forældre og lærere. Blandt andet kommer der et ekstra fokus på hygiejnen, ligesom elever skal holde frikvarterer med deres stamklasser og prøve at undgå at stimle sammen.

I landets daginstitutioner bliver der også opfordret til, at man holder børnene på samme stue.

Vi må acceptere en vis smitte blandt børnene, for prisen for at undgå smtte er simpelthen for høj

Helene Probst, Sundhedsstyrelsen

Anbefalingen er samtidig også, at aflevering af børn i både daginstitutioner og skoler sker udendørs.

Derudover bliver elever fra og med 1. klasse og medarbejdere opfordret til at lade sig teste to gange ugentligt. Til formålet er det muligt at få hjemmetest med hjem. Information om afhentning af selvtest bliver lagt op på Aula.

Tyra Grove Krause fra Statens Serum Institut fortalte på pressemødet, at hjemmetest kan være usikre, men at det er et afgørende våben i kampen for at nedbringe smitten. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Personale i dagsinstitutioner bliver også opfordret til at lade sig teste to gange ugentligt uanset vaccinationsstatus.

Annonce

Usikre hjemmetest

Flere spurgte ind til det faktum, at hjemmetest kan være usikre. Til det svarede Tyra Grove Krause, faglig direktør i Statens Serum Institut.

- Vi ved godt, at hurtigtestene ikke er så følsomme som PCR–testene. Men de har stadig den fordel, at de giver et hurtigt testsvar, så man kan undgå, at de mest smitsomme børn kommer i skole, sagde hun.

Stiger smitten eksplosivt i enkelte skoler, har Styrelsen for Patientsikkerhed mulighed for at udstede påbud om nedlukninger. Her kan kommunerne etablere nødpasning, hvis det sker, fortalte Pernille Rosenkrantz–Theil.

Voksen– og ungdomsuddannelser omfattes også af samme anbefalinger som for grundskolen med ugentlige test, krav om mundbind og anbefaling om aflysning af sociale arrangementer, siger ministeren.

Der er også krav om coronapas ved ungdoms– og voksenuddannelser. Det gælder ikke i grundskolen.

Hovedpunkter omkring genåbningen af skolerne

  • Der opfordres til ikke at blande elever på tværs af klasser og i stedet holde børnene i deres stamklasse. Dertil opfordres der også til at aflyse sociale arrangementer. 
  • Der opfordres til at alle elever fra 1. klasse og op skal testes to gange om ugen. Det omfatter også ansatte på skolerne. 
  • Der indføres krav om mundbind eller visir for forældre til elever i grundskolen, når de kommer på skolerne. 
  • Forældre skal undgå at sende syge børn i skole, og nære kontakter skal blive hjemme.
Annonce