Annonce
Lokalhistorie

Tony mindes Sydhavnens mange vandrehistorier: Særligt dem om børnelokkere og blottere var skræmmende

Siden 1966 har Valbyparken været fredet. Foto: Kbh billeder
Tonny Munnecke er en vaskeægte sydhavnsdreng, der skriver om de ting, der udspillede sig i det gamle Sydhavnen, da han var dreng i 1950'erne og 1960'erne. Denne gang kaster han blikket på de mange vandrehistorier og på, hvordan man så på nogle af de skæve eksistenser i bydelen.

Vi boede godt i Sydhavnen. Vi havde centralvarme, bad og toilet oppe i lejlighederne. Men selv om vi boede godt, boede vi også tæt, så de var ikke meget af naboernes liv, som gik den enkeltes næse forbi. Vi kunne høre alt, hvis der var lidt saft og kraft i de aktiviteter, som foregik hos naboerne.

Især toiletterne, som lå side om side med kun en koksvæg som skillevæg, kunne man høre med på. Så hvis naboen havde hård mave, blev man involveret i anstrengelserne på den anden side. Hvis naboen havde tynd mave, var man også medvidende til forløsningen. Som min far sagde, hvis naboen havde været særligt støjende: Han fes så det fløjtede og sked så det sprøjtede.

Andre taktfast aktiviteter blev ikke kommenteret, ud over et par løftede øjenbryn hen over morgenbordet, medens kaffen og rugbrødet gled ned. Det var ikke nødvendigt med mere, alle havde fulgt med.

Annonce

Børnelokkere og vandrehistorier

Rygtet om at der var en blotter, som opererede ude i Valbyparken, gik som en steppebrand gennem kvarteret. Det var som et jagtsignal, der gik fra gård til gård. Alle os på over tolv-fjorten år greb hvad vi havde af våben lige ved hånden og begav os på vej ud mod Valbyparken. Han skulle findes og have så mange bank, så han ikke gjorde det igen. Hvad det var, han gjorde, stod lidt uklart for de fleste af os, men han gjorde det og var derfor hjemfalden til røvfuld.

Jeg havde et billede af, at han, og det var altid en han, trak bukserne ned og stod og viste det frem, han var født med. Jeg kunne ikke konkret sætte en finger på, hvori det forbudte egentlig lå, men at det var forbudt, var jeg overbevist om. Jeg formoder, at det var en læring, jeg havde med hjemmefra, men en viden som ikke var blevet diskuteret mere, end at det var noget, man så på med afsky.


Alle os på over tolv-fjorten år greb hvad vi havde af våben lige ved hånden og begav os på vej ud mod Valbyparken. Han skulle findes og have så mange bank, så han ikke gjorde det igen.

Tonny Munnecke om historien om børnelokkeren


Jeg lærte gennem de diskussioner som fulgte, når vi jagtede rundt i parken efter denne blotter, at sådan så de andre unger også på det. Der var ingen, som helt konkret kunne slå ned på, hvori det afskyelige rent faktisk lå.

Børnelokkere var en anden sag. Alene ordet var skabt til at få børnene til at lytte efter, når det blev brugt. Vi havde hørt mange historier om børnelokkere. Hans og Grethe var en af de historier, som blev fortalt ofte, ikke kun til underholdning men også som en påmindelse om, at der var mennesker som havde ondt i sinde, når de lokkede med slik.

Der gik historier om børn, som var blevet trukket ned i kældre eller lokket ind i biler og var blevet kørt bort og somme tider aldrig fundet igen. Der var mange historier, der var i omløb. Heldigvis blev ingen af dem dokumenteret, så vidt jeg husker.

Annonce

Karens Mindes beboere

Beboerne på Karens Minde dukkede med mellemrum op på gader og stræder, når der var udbetalt løn. De kom i deres blå arbejdstøj, forvaskede af mange gentagne ture i vaskemaskinen. De var sædvanligvis glade, for nu kunne de købe det, som de havde lyst til typisk værende bolcher eller tobak.

Man var ikke altid helt tryg ved dem alle sammen, der gik historier om nogle af de mandlige patienter, som havde været aggressive og havde virket truende.

Tonny Munnecke. Foto: Kasper Løjtved, Byrd

Nogle af dem kendte vi fra vor årlige tilbagevendende æble- og pærerov. Når vi kravlede over hegnet ind til Karens Mindes frugthave for at fylde lommerne, eller måske mere bluserne, med frugt. Der var to af Karens Mindes beboerne, der arbejdede med at passe på frugten, og jage os som havde svært ved at skelne mellem deres og vores. De gik alvorligt op i deres arbejde.

De jagtede os, som fristede skæbnen som æbletyve, og de to kunne løbe. Det hed sig, at de kunne lange nogle ganske alvorlige øretæver ud, hvis de fik fat i os. Jeg oplevede det heldigvis ikke. Men det var blandt andet de to, som kom gående på Motzartsvej op mod Skjold Burne for at købe det, de havde lyst til.

Hvis vi kom den modsatte vej, og lige havde været på æbleskud, var det om at komme af vejen, for tænk om de kunne huske, at det var os, de havde jagtet aftenen i forvejen.

Annonce

Spritterne

Der var en synlig gruppe af mennesker, som man ofte stødte på, når man kom rundt i bydelen. Det var spritterne, som huserede på Sydhavns Plads.

Jeg ved ikke, om de boede i beskyttelsesbunkerne, som lå imellem Vasbygade og og Gamle Vasbygade. Man kunne se dem ligge oppe på toppen af bunkerne, når man kørte forbi med linje 3 eller 16. De lå der især, hvis det var solskin og godt vejr.

De så så fredsommelige ud, som de lå der, men de kunne også være uenige om både det ene og det andet. Min far fortalte en gang han kom hjem, at der havde været slagsmål på toppen af bunkeren. De var vist blevet uenige om fordelingen af deres drikkevare.

De gik ganske alvorligt til sagen og ramlede nogle ordentlige slag ud i den blå luft, hvorefter de fik overbalance og røg på røven ned af bunkeren, hvilket gjorde dem endnu mere arrige. Min far fortalte, at de drak nogetsteds, de kaldte rød eller grøn snog, noget der gjorde dem voldsomt fulde. Han forklarede på mit spørgsmål, at rød og grøn snog var, når de brændte fuselen af denatureret sprit og blandede det op med henholdsvis rød eller grøn sodavand, så det var nemmere at drikke.

Vi kunne af og til få besøg af en af spritterne, som kom op i opgangen for at tigge mad. Min mor, som altid har haft et blødt punkt over for samfundets mindre heldige eksistenser, smurte altid en madpakke, som kunne dække et stykke tid frem. Hun blev ikke ligefrem begejstret, når hun så fandt madpakken neden under vor trappeopgang.

Min far grinede og sagde, at det var sku` da ikke tygge-mad, han tiggede om men flydende føde. Så hvis hun ville glæde ham næste gang, han kom, så stik ham en mønt i stedet.

Det hele ændrede sig lidt da Himmelekspressen kom ude i Vasbygade, så fik nogle af spritterne et sted at sove og et øre til deres problemer.

Annonce
Debat

Politiske slogans er én ting - ghettopakker og byggeri på fredet grund noget andet

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Byliv

Ny badezone på vej: - Vi er glade for alt der er med til at skabe liv og samhørighed her

Samfund

Skideballe til politikere om problemfyldt plads: - I har klattet pengene væk, men ingenting er løst

Samfund

Stjerneadvokat hyrede sig selv for skattekroner - men borgmester kan ikke svare på, om hun synes, det er okay

Kultur

Kevin var en vigtig del af Sydhavnen: Nu lever han videre i stor hyldest

Skattekroner

Stjerneadvokat afsløret i dobbeltrolle: 'Jeg kan ikke sige, at det er bevidst snyd. Men det er en mistanke, man kan få'

Byliv

Mikkel slår dørene op til Sydhavnens nye spisested: Jeg har aldrig oplevet så stor interesse

Samfund

Bente savner handicapvenlige badesteder: - Lav en badebro ved stranden og bedre trapper til havnebassinet

Navne

Rikke Rohr gjorde et dristigt arbejde for Sydhavnen uden at spørge om lov: Nu får hun flot anerkendelse

Politik

Vikingehær, hamp og kærlighed: Se hvem du kan stemme på til valget

Annonce